Samtaler
Jeg brænder for at gøre en positiv forskel for mennesker. Det ligger i min DNA. At understøtte en udviklingsproces hen imod mere trivsel, balance, selvværd og personlig styrke er noget af det fineste, jeg kan forestille mig. Jeg tror på det bedste i ethvert menneske, og jeg går altid ydmygt og nysgerrigt til værks, når jeg møder nye mennesker. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at forstå og møde dig lige netop der, hvor du er lige nu, og derfra hjælpe dig hen, hvor du ønsker at være.
Jeg tilbyder individuelle samtaleforløb og terapeutisk behandling for unge og voksne inden for en bred vifte af personlige, relationelle eller eksistentielle problemstillinger. Jeg modtager typisk henvendelser fra mennesker, som oplever:
- Stress, overbelastning og udbrændthed
- Depression (let-moderat), depressive og/eller selvnedvurderende tanker
- Lavt selvværd, lav grad af tillid til sig selv og tro på sig selv
- OCD og angst, fx socialangst, panikangst, præstationsangst, enkeltfobier eller generaliseret angst
- Selvskadende og/eller selvdestruktiv adfærd
- Mennesker som oplever senfølger på baggrund af opvækstvilkår, fx forældre som har haft alkoholmisbrug eller psykisk sygdom
- Mennesker som er eller har været udsat for psykisk eller fysisk vold i nære relationer
- Lettere spiseforstyrrelser, BED, bulimi, tvangspræget spisning og/eller træning
- Vanskeligheder ved følelsesregulering, fx vredeshåndtering
- Mistrivsel, ubalance eller livskrise
Uanset om du er afklaret eller endnu uafklaret med, om du ønsker et samtaleforløb, er du altid velkommen til at kontakte mig, så vi sammen kan finde ud af, om der kunne være brug for hjælp.
